Stripkajak

Januar 2013 Hvis du har spørgsmål, så skriv til Kajak@hlum.dk

 

Planen i 2013 er at lave min egen kajak i træ.

Jeg har længe gået med tanker om at have et trækajak.

Ikke fordi jeg mangler noget at sejle i, men ene og alene fordi jeg elsker synet af træ. Og så også fordi det vil være en særlig fornemmelse at sidde i en kajak, som jeg har bygget med mine egne hænder og selv bestemt formen på.

 

Mange timers søgen rundt på internettet giver en masse information.

Herfra skal lyde en stor tak til alle, som har gidet dele deres erfaringer med andre ved at lægge det ud på nettet.

 

Jeg har besluttet at bygge en såkaldt stripkajak, d.v.s. den laves af tynde trælister.

 

Hvordan gør man?

 

  • Man kan købe et sæt tegninger og alle materialer i et sæt, og så gå i gang.
  • Købe et sæt tegninger med arbejdsbeskrivelse og selv skaffe materialerne.
  • Selv lave det hele.

 

Skal det være hjemmelavet, så må det være det sidste jeg gør.

 

I min søgen på nettet er jeg stødt på programmet Kfoundry til design af kajakker.

 

(http://www.blueheronkayaks.com/kayak/software/software.htm)

 

Det er et fantastisk program. Let at bruge, giver info om stabilitet og spanterne kan printes ud.

 

Hvordan skal min kajak se ud??

 

Jeg ønsker en kajak med egenskaber imellem de to jeg har, og så skal den være i træ!

Min Coastliner er en meget stabil kajak, god til langture og fin i søgang. Den kan man slappe af i.

Min Coastrunner er mere levende, fin til motionsture og lettere søgang.

 

Jeg vil bygge den uden skot og uden luger.

Jeg har læst meget om utætte luger. Den bedste måde at undgå utætte luger på er ved ikke at have luger.

 

Der behøves ikke noget lufttæt rum for at den kan flyde - det er jo en trækajak. Men der kan selvfølgelig sættes noget opdriftmiddel for og agter som ekstra sikkerhed.

 

 

Skal den have ror?

Ikke i første omgang. Jeg vil forsøge uden, men jeg sætter en fast finne på. Ingen mekanik til bevægelig finne. Det her skal være simpelt.

Jamen brække en fast finne ikke af, når man går på grund?

Mit nuværende ror sidder meget udsat, men har ikke taget skade efter mange års brug.

 

 

Design af den nye kajak.

 

For at vide hvilke egenskaber den nye kajak får, så måler jeg mine to kajakker ret nøje op, og tegner dem i programmet Kfoundry. Dermed får jeg nogle kurver for stabilitet og en sammenligningsfaktor.

 

Så tegner jeg min nye kajak lidt midt mellem de to og 20 cm kortere, da jeg har læst, at det er svært at få træ til lister over 520 cm.

 

Stabilitetskurven bekræfter, at den er, som jeg vil have den. Der skulle selvfølgelig flere justeringer til, men jeg stoler på resultatet.

Tegningerne er nu klar til at blive printet.

For hver 40 cm er der et tværsnit, der kan printes og bruges som skabelon til at byge kajakken over.

Dette er konstruktionstegningen

Det er januar 2013, og der er et par måneder til det bliver varmt nok i værkstedet til at kunne lime, men der er meget, der skal gøres, inden arbejdet kan gå i gang.

Der skal skaffes plads i værkstedet. Det betyder oprydning og ommøblering.

Jiggen, som kajakken skal bygges på, skal laves. Spantskabelonerne skal laves og lines nøjagtigt op på jiggen.

Prøvestykke

Jeg har en gang deltaget i et stort projekt med fremstilling af en kopi af Hjortspringbåden. Der fremstillede vi først nogle mindre stykket af båden, for at lære noget om processerne. Det var meget lærerigt.

Det vil jeg også gøre i mit projekt.

 

Der er ingen grund til at eksperimentere med en hel kajak, når man kan nøjes med den første meter!

Som sagt - så gjort. Og så kan den være i det lune bryggers her i januar.

 

Erfaringer fra prøvestykket.

Det er bøjvlet og sviner meget at fræse spor i spanterne for at have noget at sætte klemmerne fast i. Væk med det!

Gør i stedet, som det kan ses sidst i videoen:

http://guillemot-kayaks.com/guillemot/blog/nick/installing_sheer_strips

 

Brug nogle små plader med at spor til listen, og hold dem på plads med en limklemme. Sådan gør de professionelle åbenbart.

 

Her er resultatet af prøvestykket. Ikke meget, men alligevel nok til at give mig lidt erfaring, ikke mindst med tilpasning af listerne og udformning af stævnskabelonen.

 

Skabeloner

Skabelonerne til de 12 tværsnit laver jeg i 12mm spånplade.

Tegningerne er printet på alm. A4-papir og sat sammen.

Til prøvestykket limede jeg tegningerne på spånpladen, men det fungerer ikke godt. Når stiksaven kører hen over samlingerne i papiret, bliver det revet op.

Jeg vil derfor overføre tegningen til spånpladen ved hjælp at gammeldags carbon-papir. Men det er næsten ikke til at se på en spånplade!

En gang hvid vægmaling først letter sagen meget, og nu går det fint.

 

Opsætning af jig og de endelige spanter.

 

Jiggen består af nogle solide brædder, hvorpå der med 40 cm's afstand monteres nogle plader til fastgørelse af de endelige skabeloner.

Men det skal lines op, så kajakken bliver helt lige!

 

Jeg har lavet et 4mm hul i alle plader, dér hvor centerlinien skal gå.

Med en lille skarp lommelygte lyser jeg gennem hullet i første plade og sætter også plade 2 op.

De danner nu en fin blænde, så lyset er koncentreret i en fin stråle.

 

 

 

 

 

 

Derefter sætter jeg det bagerste plade op og arbejder mig frem, så lyset går gennem alle huller.

 

Nu er fundamentet for skabelonerne rettet op.

I alle skabeloner er der boret et 4 mm hul på det sted, hvor centerlinie og vandlinie skærer hinanden. De skal jo ligge på linie i den færdige kajak!

 

Så nu er det bare at montere skabelonerne via disse huller og rette op ved hjælp af de påsatte lister, der sidder på skillelinien (sheer line) mellem over-og underpart.

 

Nu er det "bare" at sætte lister på, så har man en kajak!

Anskaffelse af træ 5. marts 2013

Solen skinner, og det er forår, bilder jeg mig ind. Jeg tager til træslasten i Guderup og finder det bedste fyrretræ til formålet. Officielt er det 19mm tykt, men jeg sorterer mig frem til nogle brædder, der er 21mm tykke, lige tykke nok til, at de kan blive 18mm i høvlet tilstand.

125mm brede og 5,4 meter og nedefter i længde.

Det er træ af 1. sortering, stort set uden knaster, men prisen er også derefter.

 

Fremstilling af lister.

Jeg tager til Nordals Hobbyklub og høvler og saver brædderne op i lister af 18mm's højde og 4,5 - 5 mm's tykkelse.

Det går forbavsende problemfrit, nok fordi mit træ er næsten uden knaster, og så har jeg også øvet mig tidligere, blot med kortere længder.

 

Nu har jeg ca. 70 lister på lager

Cedertræ

Jeg vil gerne have nogle få lister af en mørkere farve, for at bryde den lyse flade. Det vil pynte på det hele.

15. marts finder jeg et cedertræsbræt hos en trælast i Sønderborg.

Det er 1,9 x 15 x 360 cm, og er nu skåret op til lister.

Så kan der komme få nogle mørke striber på den ellers så lyse kajak.

Første liste monteret i sheer line.

20. marts monterer jeg første liste i begge sider. Det er stadig for koldt til at lime med trælim, men den første liste limes på skabelonerne med smeltelim fra limpistol, så det kan jeg godt gøre.

Når jeg betrager listen og ser, hvordan den smyger sig hen over skabelonerne, kan jeg se, at en af dem skal drejes lidt, men så er alt også på plads.

 

Nu venter jeg bare på noget varmere vejt, så jeg for alvor kan komme i gang.

Næste liste.

Jeg har omhyggeligt studeret, hvordan Nick Shade på Guillemots videoer tilpasser listerne. Det ser legende let ud, men han har også øvet sig!

Så selv om det er koldt, kan jeg godt tilpasse den næste liste, som skal være af cedertræ. Den er ikke lang nok, så den skal skarres. Så får jeg lært det samtidig.

Det tager nogle timer at tilpasse dem, bl. a. fordi jeg også skal have arbejdsbordet tilpasset.

Den 29. marts limer jeg dem. Jeg kan ikke vente længere, men skruer op for elvarmen i værkstedet, så temperaturen kommer over 10 grader.

 

Godt i gang.

Det skrider langsomt fremad. Nu er de første 5 lister i hver side sat på.

Det, som tager tid er, at listerne skal bøjes meget på den stive led agter på kajakken.

 

 

Til venstre ses hvor meget listen skal bøjes.

 

Til højre arbejder jeg med varmluftpistol, som viste sig at være det bedste, men tidskrævende.

 

Forsøgte også med damp fra en kedel og med dampstrygejern.

13. april 2013 og de midterste bundlister er nu på. Herefter sætter jeg skiftevis en liste på fra midten og fra den først opbyggede bund.

 

Der er en masse tilpasning, så der går stadig langsom fremad.

Hullerne bliver mindre og mindre. Det begynder at ligne noget.

Hurra! 21. april.

Nu er alle lister sat i bunden, og jeg er godt tilfreds med resultatet.

Det ligner en kajak! Det er 31 dage siden, jeg satte den første liste på plads.

Men bunden er ikke færdig. Der mangler afslutningslister for og agter - og så en hel del slibning ikke at forglemme.

Lister på stævn.

Det giver nogle problemer at bøje en liste, så den ligger pænt til på stævnen, men det lykkes da nogenlunde ved hjælp af varme.

Faktisk sætter jeg to lister på, så der er nok til at forme stævnen pænt.

 

Her er den første limet.

 

Hæklisten har skarpere runding end stævnen. Flere forsøg med standard-lister på 4,5mm's tykkelse går ikke.

De knækker, men så laver jeg nogle 3 mm tykke lister og bøjer dem over en skabelon.

 

3 lister kommer uden på hinanden.

 

Nu er den høvlet.

Slutresultatet er jeg godt tilfreds med.

Så vender vi kajakken.

Den 5. maj er jeg så vidt, at kajakken kan vendes. Det er en stor dag.

Det nødvendige antal skruer i skabelonerne fjernes, og ved min kones hjælp løfter vi den af jiggen og hænger den op i loftet.

Så kan jeg få sat nogle "vugger" under til at støtte den.

 

Dækket

10. maj 2013. De tre første dækslister og lister i centerlinien er på plads.

Sammenløbet i stævnen er lidt kompliceret, men det lykkes.

 

Det begynder at ligne noget, men ........

Listerne langs sheer line skal ligesom ved bunden bøjes meget, især agter på kajakken.

Der er tidskrævende. ØV. Er der en lettere løsning?

 

Ja da, men ser det godt ud? Måske

 

Jeg kan lade resten af dækslisterne løbe parallelt med centerlinien. Det er meget lettere.

 

Skal jeg gøre det? Det er fristende. Jeg gør det.

13. maj. Nu går det fremad.

Så er den på plads og limet.

27. maj. Klar til at sætte sidste liste i dækket.

Endnu en milepæl er nået.

Nu ligner det snart en hel kajak.

Stadig godt tilfreds med resultatet.

Det tog 22 kalenderdage (jeg er på deltid) at lægge dækket. Det hele skrider frem uden de store problemer.

 

Nu skal der høvles, skrabes og slibes.

6. juni. Kajakken er nu slebet færdig, og de to halvparter kan skilles ad.

Bunden klargøres til første gang glasfiber og epoxy.

Glasfiber/epoxy-processen.

Inden jeg kaster mig ud i processen med glasfiber og epoxy, må jeg hellere få lidt erfaring. Jeg har stadig mit prøvestykke, som jeg kan øve mig på.

Jeg finder noget 163g/m2 glasfiberdug og noget epoxy på nettet, som jeg ud fra produktbeskrivelsen gætter på er velegnet.

6 meter dug og 3/4 liter epoxy bliver købt hjem til forsøg. Hvis det virker, kan det meste bruges til den endelige kajak.

 

Epoxyen virker meget tynd. Den løber let. Jeg har på fornemmelsen, at den bør være mere tykflydende. Det vurderer jeg ud fra videoen på Guillemot. Til gengæld behøver jeg ikke varme kajakken så meget op for at få det til at flyde.

 

Et eksperiment med at lade epoxyen begynde at hærde, inden jeg stryger den ud viser, at det skal reagerer 3-4 timer ved 17-18 grader, inden deet bliver væsentligt tykkere.

Modsat betyder det også, at der er god tid til at arbejde med det, og det er en fordel, når det skal ud på en stor flade.

Den lokale bådbygger bruger epoxy til at lime aptering med. Velvilligt giver han mig en lille prøve, men det er en anden type som farver rødt og størkner meget hurtigt. Det dur ikke til mit formål.

 

Til venstre i billedet ses bådbyggerens epoxy, og til højre ses prøvestøbningen med den hjemkøbte epoxy.

 

Jeg beslutter at anvende den type, jeg har købt hjem som prøve. Om ikke andet, så må jeg smøre tynde lag på flere gange end ellers nødvendigt med en tykkere epoxy.

 

Mere epoxy og glasfiber bliver købt hjem, og glasfiberen skal være i hele længder.

Ikke noget med samlinger på den udvendige flade.

13. juni 2013.

Nu er det alvor. Dugen er lagt på og klar til epoxy.

Epoxyen kommer på og hokus-pokus, glasfiberdugen bliver helt usynlig.

Det gik uden de store problemer, og det ser lovende ud.

Skroget skrabes og slibes indvendig, så der ikke er trapper mellem listerne. Det vil tage for meget epoxy, og det vejer unødigt.

Jeg lægger mindre stykker glasfiberdug indvendig. Det er nemmere at styre, og jeg udnytter mit materiale bedre.

Hvor cockpittet skal være, lægger jeg dobbelt lag dug for styrkens skyld. Det er ikke rart, hvis fødderne går igennem, første gang jeg stiger om bord.

Så har den fået epoxy indvendig.

Ved første øjekast ser det fint ud, men...

Ved nærmere undersøgelse ses, at der er luftblærer i det område, hvor der er dobbelt lag dug. ØV

 

Jeg borer et lille hul i en blære og sprøjter epoxy ind. Dur ikke.

Der skal grovere midler til.

 

Jeg sliber de største blærer væk og fylder glasfiber/epoxy i. Når det er hærdet, sliber jeg det over og giver epoxy.

Dækket gennemgår samme procedure - glasfiber/epoxy. Først udvendig, så indvendig.

 

Det er nu den 8. juli 2013. Det skrider stille og roligt frem og problemerne bliver overvundet løbende.

Jeg er spændt på, om stykkerne har givet sig under støbningen, så jeg prøver lige at samle dem.

De passer stadig fint sammen. Godt!

 

Men der mangler ligesom noget....

Øverst på cockpitkanten skal der være en "vulst" for at sikre overtrækket.

Til det formål har jeg savet nogle tynde llister - 1,8 x 8 mm, 270 cm lange.

De er smidige nok ti at kunne trækkes rundt om cockpittet uden at knække.

Foran, hvor listerne mødes, afsluttes med en klods, der files/slibes til.

Der skal en kant rundt ved cockpittet.

Jeg bruger den metode, som Nick Shade viser på denne video.

Jeg har lært rigtig meget af hans videoer.

Trælim mellem stavene og smeltelim ind mod dækket

 

Kanten får et lag plasttape, så den senere epoxy ikke binder på cockpitkanten. Listerne, 7 stk, trækkes rundt og holdes på plads af alle forhåndenværende klemmer.

Til slut får det hele glasfiber og epoxy.

Kanten får glasfiber, først udvendig, senere vender jeg dækket på hovedet og giver kanten glasfiber indvendig.

De tynde lister pensles nu med epoxy, der trænger ind i alle spalter mellem listerne og danner en sammenhængende ring, der kan tages af igen og pudses og rundes.

Så kan de limes endeligt på plads.

Jeg har tænkt noget over, hvordan fodstøtten skal laves.

Resultatet blev, at jeg har købt et sæt færdig. Lidt luksus kan jeg vel tillade mig. Der er arbejde nok i øvrigt, så jeg springer over, hvor gærdet er lavest denne gang.

Men de skal gøres fast, og jeg vil ikke have huller gennem skroget.

I hver side monterer jeg en liste, som skruerne kan gå ind i.

 

Først limes listen på skroget, og så får den glasfiber/epoxy.

Så tror jeg, den bliver siddende, selv når jeg støder fra med fødderne.

Nu er jeg næsten klar til at samle skrog og dæk, men jeg vil have noget opdridtmiddel i den, da der ikke er noget lukket kammer i min konstruktion.

Der er lettest at tilpasse så længe kajakken endnu ikke er samlet.

Kajak samles

17. juli 2013 og kajakken er nu samlet med tape og klar til limning indvendig.

Ud over tapen så er den limet med epoxy på ca. 1 meter for og ½ meter agter. Jeg er bange for, at epoxyen vil løbe for mig, hvis jeg limer hele samlingen på en gang. Desuden frygter jeg, at smøre mig selv og kajakken ind i overskydende epoxy i den lange samling.

Derfor bruger jeg Nick Shade's metode med at lime indvendig.

Tape på i hele samlingens længde udvendig. Det forhindrer epoxyen i at løbe igennem. Men den skal nok trænge ind i samlingen inde fra.

Kajakken er nu hængt op på siden og klar til at få epoxy og en strimmel glasfiber indvendig.

 

En planke er belagt med klar tape, så epoxyen ikke klæber til træet.

Glasfiberen mættes med epoxy, rulles sammen og rulles ud igen inde i kajakken. Ikke nogen nem proces, men det lykkes.

 

Det var nødvendig med en forlænger på penslen, da der er ca. 2 meter ud i enderne.

Opdriften monteret agter. En lille stump liste holder det på plads

Det samme for, og fodstøtterne er nu også monteret.

31. juli 2013 Næsten færdig.

Kajakken har nu fået en par gange lak (to-komponent med UV-filter). Den skal have et par gange mere, så er den klar til at blive døbt!

Kajakdåb 6. august 2013

Den store dag er kommet. Den skal i sit rette element for første gang, men først skal den døbes.

Det har længe været aftalt, hvad den skal hedde. Den skal opkaldes efter mit ældste barnebarn, som er en pige, og både skal have pigenavne.

 

Her døber Emilie "Emilie".

 

Venner, der har fulgt projektet, var mødt talrigt op og var med til at gøre det til en festlig afslutning. Det blev fejret med champagne og lækkerier.

 

Tak til alle, der støttede op om det og tak for gaverne.

 

Hans Lumbye's hjemmeside

Her er historien om fremstillingen af min trækajak

Udført foråret 2013